De sover aldrig
Konstant i bevægelse
Og altid i retning mod vægge
Alt bliver presset sammen
Ender med et tryk så stort
At huse braser sammen
For blot at blive genopbygget
Med samme slidte murbrokker
Vinduer, døre, borde, stole, gardiner
Set ovenfra ligner det Dresden
1945
Befolkningen har ingen betydning
Ingen værdi overhovedet
Prøver man at flygte
Er man ikke mere
Anonymt lægger de planer
I parker, på tage, ombord på tog
Sproget er på versefødder
Og gulerødder
Gennem halsen af en svane
Om lidt skal jeg giftes med en af dem
En udtryksløs smuk ung kvinde
I et stort anlagt ritual
Vil vi blive en enhed
Som hele tiden
Er i konstant bevægelse
I retning mod vægge
Braser sammen
Bliver genopbygget
Med resterne
Af os selv
