Menu

9/2024 MODERLØS

<< tilbage

“5.24 abdicerede mor.

Meget fredfyldt.

Underlig følelse.

Sommerfuglekys herfra…”

 

Så blev jeg moderløs. Grethe Bull Sarning. Verdens dejligste kvinde, mor, datter, mormor, farmor, oldemor, barnebarn, kone, elsker, veninde, lærer, humanist, kunstner, anarkist. Denne livsæder, spiste op i en alder af 87 år!

 

Så blev vi en original fattigere i en verden hvor kasserne skal passe masserne. Hvor troen på, at ethvert menneske bærer kimen til noget godt, noget nyttigt – sjældent dyrkes. I et syndigt rod af virketrang, ramte du os alle med din kraftfulde sjæl.

 

Ikke nok med at jernfuglen på din altan hænger med næbbet i vinterkulissen, så smitter det af på flaget bagved. Det hænger ikke kun på halvt. Det hænger også med næbbet og vil ikke rigtig blafre. Vinden er nemlig ret stille. Som de sidste timer hvor vi vågede om dig i hjælpeløshed. I snak. I sang. I gråd. I tåger. I natten.

 

Som vejrbidte fugle fløj dine åndedræt ud af din mund. De sidste var små kolibrier. Nænsomme og intense. Og just som vi sad og stirrede os blinde på dig, fløj et lille fjer afsted fra dine læber og ledte efter noget. Et vindue blev åbnet og det fandt vej ud. Hvorhen?

 

Ja, det er ikke godt at vide. Men hvor var det smukt. Hvor var det trist. Hvor var det barskt. Hvor var det befriende. Hvor var det rigtigt. Hvor var det bare underligt. Kan man endda sige “forunderligt”?

 

Ja, man kan sige hvad man vil. Det gjorde du. Gudskelov. Så jeg vil prøve at gøre det samme. Din kunst, dine relieffer, dine palledamer, dine tegninger, dit samarbejde med Rdo: alt for overset! Men elsket af øjnene, som får øje på det. Det lissom omfavner beskueren og vil andet end blot at gøre sig til. Det har sjæl og hjerte. Men det kommer ikke rigtigt videre ud over skranken. Denne manglende ærgerrighed har jeg arvet. At elske at skabe, men kedes ved den videre færd. Men mor, vi blir store når vi er døde. Så behøver vi ikke gå rundt i uforløst bitterhed mens vi lever. Inderst inde er skabelsen af værket lønnen i sig selv.

 

Ja, kære mor. Skulle det vise sig, at jeg osse når en fremskreden alder, så vil jeg håbe min sidste tid bliver så finurlig som din. Jeg vil osse tegne på væggen, borde, lamper. Køre koppen langs radiatoren og skabe imaginær strøm. Ligge og synge hvad jeg lyster. Råbe “Hallo, hallo”, så omgivelserne får pip. Gøre oprør og holde FN’s tale til konferencen om menneskerettigheder. I det hele taget, gå ind i mig selv og nyde resten af overfarten!

 

Ja, kan jo ligeså godt indrømme at dagens Udsættelse blev forbagt i ovnen. Sidder her i en feberrus og skriver tanker ned et halvt døgn inden de udkommer. Kører rundt i Odense og ser mennesker vandre dagligdagsk rundt uden bekymring. Men jeg ved, at det er moderløse eller kommende moderløse skæbner. Alle har eller vil kende til min situation. Sådan er vi forbundne. Træet blir skåret til, nye yngre grene vokser sig større og tager over.

 

Ja, hvordan var det nu du egentlig var, før du gamledes med ynde? Det vil jeg glæde mig til at udforske på billeder, film og i minder. Du er pigen fra Charlottenlund. Mit norske blod. Slæderejsernes nygifte eventyrer. Du er skyld i, at jeg skriver dette. Min navlestrengeleg. Min arne. Lul lul, rokken går. Solen er så rød mor. Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg godt. Totingene.

 

Om lidt blir du hentet af den bedemand, du ønskede. Om lidt blir du snakket om, i dialog med den præst, du ønskede. Om lidt bærer vi dig ud fra det plejehjem, vi ønskede og du indtog. Et hjem hvor dine efterladte blev krammet i tårer af dem som tog sig af dig.

 

Du var godt nok elsket!!!

 

For ikke så længe siden spurgte vi dig: “Hvor vil du begraves?”. Du svarede: “I jeres hjerter!”.

 

Længe leve dit liv, mor…

ADHD-FABRIKKEN SPØRGER