Der lå den
Lyste op nede fra det runde blodrøde gulvtæppe
Mindre end en meter fra ham
En påmindelse om utilstrækkelighed
Hofnarrens lille irriterende tromme
Skeen
Han fik den i gave fra barnsben
Ingen ved af hvem
Men den havde fulgt ham i tykt og tyndt
I mange mange år
Hver gang han samlede den op
Vandrede den fra finger til finger
Rytmisk og legende let
Som en vandnymfe på en smuk sommerdag
Gene Kelly i regnen
Så fint og ubekymret
Men skeen var glat
Så uregerlig glat
At den altid endte med at lande på gulvet
Når den skulle skifte hånd
Det kunne den simpelthen ikke
Eller han kunne ikke
Noget kunne ikke
Kunne ikke
Ikke
Selv alvoren virkede ikke til at give skeen friktion
Al den alvor som havde skabt utallige ridser
Ridser, som lignede udtørrede floder på en fjern planet
Alvorsridserne, som nærmest lyste op i dagslys
Nede fra det runde blodrøde gulvtæppe
Han kiggede ned
Gispede efter vejret
Sank sammen
Ved tanken om
Den formålsløse vandring
Fra finger til finger
Hånd til gulv
Skeen
Tabet
Skeen
Nederlaget
Skeen
Bare….
…..skeen
