Der var engang et land
Hvor folk havde meget store fødder
Og meget små sko
De elskede at sparke til hinanden
Med deres store fødder
Og små sko
Gerne et lille dask i ryggen
Eller
Når de blev fulde
Af had
En inderside i nakken
En dag blev de trætte af det hele
Det var så kedeligt at sparke opad
Så de begyndte at sparke nedad
Gik efter knæ, lår og ankler
Faktisk morede de sig over ankelsparkene
Det, vi i moderne tid kalder
Benspænd
Men også det blev for trivielt i længden
For der kom ikke rigtig
Nogen overraskende reaktion
Alle vidste jo hvad der ville ske
Når de mødtes på gader, stræder og gyder
Derfor fik nogen den sjove idé
At sparke til de nytilkomne
De fremmede
Hvoraf nogle ikke en gang
Gik i sko!
Husk på, at landet var så lille
At kun de færreste kendte til dets eksistens
Og traditioner
Landet var desuden omgivet
Af en åndelig mur
Med retorisk pigtråd
Og folket var derfor mere optaget af sig selv
End omverdenen
De troede derfor at det var helt naturligt
At gå i for små sko
Nå, de begyndte at sparke løs
Til højre og venstre
På de nytilkomne
Prøvede endda at sparke dem over muren
Så de kunne stå på lur
Når de fremmede prøvede
At snige sig ind i landet igen
Sådan blev det ved i flere år
Indtil en gammel indfødt
Vendte tilbage til sit land igen
Og med forundring
Så sine frænder sparkulere
Der var ovenikøbet lavet lejre
Hvor de fremmede boede
Så det vare nemmere
At fokusere sin sparke-energi
Han begyndte at kigge på de små sko
Og skæbnen ville
At han vidste noget om fødder
Langsomt og sikkert
Fik han overbevist alle om at skifte skoene ud
Med større sko
Og alle begyndte at gå langsommere
Smile mere
Lysten til at sparke blev mindre
(ja, nogle få nægtede at skifte skoene ud, for de elskede at sparke)
Lejrene blev nedlagt
Alle fødder sammenbragt
Nu bruges fødderne til dans
…eller bare at gå rundt på!
