Hvad sker der, når vi pludselig går et forkert skridt i en eller anden retning? Tør vi det? Lade os føre ad veje vi ikke kender. Måske endda fejle? Og blive klogere af fejlene. Bruge dem konstruktivt. I stedet for at tude over det eller være bitre.
Essensen af min definition af huskekager er, at vi får en lille livs-lussing og rejser os ved den tue vi væltede ved.
Jeg elsker fejl. Elsker at komme på dybt vand. Stå på vippen, ikke turde springe ud, få overbalance og plaske i.
Jeg elsker det sgu.
Bare det ikke sker for tit!
VINTERPARK - se teksten
(Bull-Aagaard/Bull-Torp)
Og så stod hun dér og sagde,
”jeg vil tage mig af dage”
Og så stod hun dér og sukkede,
”hele fremtiden er lukket”
Jeg kendte hende ikke,
jeg var bare ude at gå
Jeg ku’ bare nikke imens mørket faldt på
I den nøgne kolde vinterpark
med sne i driver, rim på bark
Stod hun dér og frøs og græd og lo
Virkeligheden skræmmer mig
Tak, fordi jeg mødte dig
Måske er det nemmere når man er to
Hvem ved,
måske lidt nemmere når man er to
Vi stod stille ligesom tiden
med et lille sting i siden
Og så smilte hun og gav mig
et glas brombærsyltetøj
Pludselig blomstrede alle plæner
i et brag af lysfontæner
Og hun kyssede og hun kyssede,
indtil vi endelig fløj
I den forunderlige vinterpark med
svamp i klynger, rim på bark
Stod vi der og gøs og græd og lo
Virkeligheden skræmmer mig
Tak, fordi jeg mødte dig
Måske er det nemmere når man er to
Hvem ved
måske lidt nemmere når man er to
Gorm Bull: sang og el-guitar
Palle Hjorth: klaver og orgel
Peter Dombernowsky: trommer og percussion
Henrik Poulsen: bas
Nikolaj Heyman: el-guitar
Storm Kleist: trombone
Sofie Bonde: kor (arrangeret og indspillet af Nils Torp)
