Sjovt som sange kan forme sig over en lang årrække.
Da min datter kom til verden i 1996 væltede en masse tanker frem om det at være barn. Så jeg arbejdede med sange set ud fra en lille drengs verden. Lidt inspireret af Søren Kragh Jacobsens ”Nu er det ikke sjovt længere” (med Jess Ingerslev og Tom McEwan), noget af det bedste børne-tv og musik jeg har oplevet.
Mit projekt hed ”Børnesange for Voksne”. En af sangene handlede om det at blive storebror og frygten/glæden ved, at der kommer en mere i flokken. Jeg havde relativt hurtigt det meste på plads, men manglede overgangen fra frygten til glæden. Den ventede på sig. Faktisk gik der flere år før den kom til mig.
Men da det skete, var det hele ventetiden værd!
JEG FÅR MIG NOK EN SØSTER
(Bull)
Jeg får mig nok en søster
Det siger min mor
Men jeg vil meget hellere ha’ en lillebror
For piger de vil lege
Med dukker og alt det pjat
Jeg får mig nok en søster i nat
Hva’ så med røvere og soldater
og tingelingelater
Hva’ så med fodboldkamp med far i regn
Eller cykle op og ned af vejen
Næ, hun vil sikkert bare hinke
og lege med mors sminke
Men okay, så har jeg én,
som jeg kan passe på
Hvis hun blir drillet af de store,
dem der kun tør drille små
En lille pige med mørkt og uglet hår
En lille pige hvornår hvornår
Jeg har fået mig en søster
Det siger min far
Han står og smiler stolt
Mens han ryger en cigar
Og mor hun græder stille
Og kalder hende skat
Jeg har fået mig en søster i nat
Fået mig en søster i nat
Gorm Bull: sang og el-guitar
Palle Hjorth: klaver og wurlitzer
Peter Dombernowsky: trommer og percussion
Henrik Poulsen: bas
Nikolaj Heyman: pedalsteel