En sang jeg er vokset op med.
Har altid været glad for tekster og da jeg var lille læste jeg meget i min mors blandede digtsamlinger og forelskede mig specielt i Morten Nielsens digte. Om at være ung, kejtet og vokse op under besættelsen i Danmark (bedst kendt er ”Skæbne”, om den tykke dreng som bliver drillet i skolen og ender som nazist). Dan Turell har osse præget mig meget. Hardcore, bidende og morsom.
Men der er én sang som virkelig går ind under huden på mig. Specielt fordi vi i familien altid har elsket sangen.
Den Blå Anemone.
Mogens Wieths version er knugende smuk. Der er den ekstra dimension, at jeg også har taget turen fra min fødeø, Lolland og op til Jylland. Men det er ikke nemt at gå i Wieths fodspor.
Dette er mit ydmyge forsøg på at genopfriske en sang som er en af de største danske sange!
DEN BLÅ ANEMONE - se teksten
(Harder/Munk)
Hvad var det dog der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts
må smeltes ved at se det,
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit sølvblå flor
et stænk af himlens tone?
Den lille anemone,
jeg planted der i fjor.
På Lolland jeg den hented,
et kærtegn fra min fødeø.
Så gik jeg her og vented
og tænkte, den må dø;
den savner jo sit skovkvarter,
sin lune luft, sit fede ler;
i denne fjendske zone
forgår min anemone,
jeg ser den aldrig mer.
Nu står den der og nikker
så sejersæl i Jyllands grus,
ukuelig og sikker
trods ensomhed og gus,
som om alverdens modgang her
har givet den et større værd,
en lille amazone
og dog min anemone
som søens bølge skær.
For denne rene farve
den er mig som en vårens dåb,
den la’r mig nyfødt arve
en evighed af håb.
Så bøjer jeg mig da mod jord
og stryger ømt dit silkeflor,
en flig af nådens trone.
Du lille anemone,
hvor er din skaber stor!
Gorm Bull: sang og akk-guitar
Palle Hjorth: bas, klaver og orgel
Peter Dombernowsky: trommer og percussion
Jane Clark: violin
