Det virker som om at verden besøges
Af rummænd og kvinder fra tid til anden
De tanker os op og vor livskraft forøges
De holder os helt fra at gå på spanden
Vi fatter slet ikke hvorfra de kommer
Og hvorfor de sætter så dybe sporer
Vi undres, forundres og nuet blir sommer
Og egne tanker tør vokse sig store
De er vores små usynlige venner
Som altid er med os, som holder os oppe
De bærer os rundt på de stærkeste hænder
Og giver os udsyn fra træers toppe
Det er ikke kun i kunstens verden
Vi finder disse alienister
Vi møder dem i vores gøren og færden
De får vores hjerte til at slå gnister
Nogen ynder at kalde dem engle
Andre påstår at de er genier
Svaret må bare hænge og dingle
Det vigtigste er dog hvordan de beriger
Så sker det, til tider, at de forsvinder
Der er ikke mere i lommelærken
Farvel, kære rummænd…farvel, rummændskvinder
God tur videre i jeres flyvende tallerken
