Menu

68/24 KIGGER UD FRA INDENI

<< tilbage

Solen skinner

En mand er i færd med at skifte tag på sit hus

Dekra?

Ligesom mit?

Engang?

Engang for længe siden

Engang var livet noget jeg stod i og kiggede ud fra

Drivkraften lå i mit blod og roterede

Små celler døde og genopstod

 

Jeg kiggede ud fra indeni

 

Engang var jeg ikke arret af dårlige oplevelser

Sorte film jeg pludselig stod midt i
Spillede rollerne og løste gåderne

Klarede ærterne

Trillede ærterne

Gennemgik smerterne

 

Engang var jeg ikke så træt som jeg er nu

 

Udbrændt

 

Fuldstændig klar til den lukkede

Eller sidde på et sanatorium i alperne

 

Who’s fooling who?

 

Kigger udefra på noget som er indeni

En filmkulisse fra en optagelse jeg ikke er med i

Et parallelsamfund uden aktie i mit navn

De eksisterer ikke

Alle statisterne

Hovedrolleindehavere

Instruktører

Sminkører

Chauffører

 

Men hvor det dog kører

 

For dem

 

Måske er de osse ved at skifte tag?

 

Kigger ud fra indeni

Med et håb

Om noget bedre

 

Engang

 

Jeg er egentlig ligeglad

For jeg er her ikke

 

Står op

Gør lige det der skal gøres

Går i seng

Står op

Gør lige det der skal gøres

Men gider ikke

Og går i seng

Står op

Går i seng

Står

Går

Op

Seng

 

Sengen som er mit telt

 

Eunukens paradis

Youtubes snoede veje

Udefra set indeni noget

 

Står op

I seng

 

Engang burde man gøre noget ved det

Men eftersom alt er en film

Er tiden heller ikke i spil

 

Føler mig som et 200 gammelt væsen

 

Udbrændt

 

Men jeg har jo skiftet tag

For et par årtier siden

Og dér kiggede jeg ud mod andres inde

 

Det er bare sådan at…

 

Ja, hvem kommer det egentlig andre ved?

 

Et menneske synger

Fra et rækkehus i det fjerne

Det lyder ikke særlig godt

Men jeg orker ikke at gå hen og sige det til vedkommende

 

Og hvorfor skulle jeg dog det?

Jeg eksisterer jo ikke

 

Og tiden?

 

Ja, kom helt væk fra tiden

Den snegler sig videre

Jeg gider ikke følges med den

 

Men den er her om jeg vil eller ej

 

Kunne jo pille knoppen af stilken og stoppe min egen tid

Det er jo ret enkelt

 

Men tænk nu hvis tiden fortsætter

 

Efter livet slutter

 

Og jeg pludselig befinder mig i endnu en verden

Hvor et tag skal skiftes

Ar skal svie

Køb dig en stige

Kys på en pige

Lyst til at skrige

 

Nej

 

Nej, vel?

 

Så vi tager et skridt i en retning

Opfører os pænt

Lader som intet

Forventer ingenting

Trækker lidt vejr

Piller lidt tæer

 

Engang vil vinden vende

Ja, floskler er der nok af

Og en ny er født:

“Har du nogensinde kigget ud fra indeni?”

This is my life

Ønsk din favoritsang med Kim Larsen