Jeg tror, jeg så dig i aftes?
Stod du ikke og vinkede
Eller pegede?
Oppe fra Den Kinetiske Mur?
Var det en sidste hilsen til mig?
Eller os alle?
Hvordan er det egentlig
At bo deroppe på
Månen?
Står du op hver morgen
Med jorden hængende over dig
På den sorte væg?
Kan du klare det mentalt?
Sådan at være
Alene?
Savner du ikke nogen
At omfavne?
Og stilheden?
Kun lyden af dit åndedræt
Som til tider
Bliver panisk
Klaustrofobisk?
Hvordan klarer dit hjerte sig
Gennem månemasserne?
For fik du mit brev?
Om at det er slut?
Blev ordene stående
Eller steg de til himmels?
Undsagt af tyngdekraften?
Vi kan jo ikke
Med to ben på jorden
Med et ben på månen
Med hænderne i vejret
Med blikket vendt
Mod hver vores himmel
Og en kommunikation på rumvandring
Kommunikation som ramte forkert
Og fortsatte ud
I det uendelige
Univers
Og aldrig bliver modtaget af noget
Eller nogen
Dig i din rumdragt
Mig i mit kloderi
Nu stiger vandene
Sammen med en sorg
På størrelse med en asteroide
Klar til at ramme os
Og splintre alting ad
Jeg ser dig vinke
Kan du se mig?