Det var en af de dage. En dag hvor alting bare virkede mærkeligt. Som om noget stort skulle ske. Det skete dog ikke. Ude på gågaden gik mennesker rundt som søvngængere. Ingen ænsede hinanden. Men indenfor i et supermarked, stødte stodderen ind i elefanten. To gamle venner. Den ene stodder. Den anden elefant. Hvilket syn. Det var ret sjældent, de mødte hinanden. Men når det skete, så gik det sjældent stille for sig. Og denne blæsende efterårsdag var ingen undtagelse.
De stod ved køledisken. Dér hvor der lå pålæg. Et ret godt sted at stå og snakke uden at stå i vejen for nogen. For hvem gider egentlig købe pålæg sådan en efterårsdag?
“Life shit!”, sagde stodderen. “Du har helt ret. Jeg troede ellers jeg var inde i en god stream”, udbrød elefanten.
Det var efterhånden et par år siden han gik på pension.
“Her gik jeg og regnede med at jeg skulle til at nyde mit opium, men det har da vist lange udsigter”, sukkede han og tilføjede, “man tror man får en carte blank til alle livets hylder og så står man der med læderpletter på hænderne. Kroppen forfalder til betaling og sidste salgsdato er overskredet. Men jeg har da stadig et par malketænder tilbage”.
“Har du det? Hvor vildt, dem taber man da som barm?”, råbte stodderen mens han hoppede på stedet af bar raseri, “DU ER TOP LEBBER!!!.
“Hvorfor siger du det? Du ved sgu da at jeg er en ELEFANT?”, råbte elefanten hårdt tilbage. Han brød sig ikke om at blive hoppet til.
“Men er det ikke selve licensen ved livet; du starter som rabothund og ender som top lebber?”, prøvede stodderen at glatte ud. Han vidste godt at elefanter generelt er følelsesmæssig ustabile.
Et par minutter var der stille. Dér ved pålægget. Deres åndedræt var synkronisk. Det skete til tider når de var sammen. Som om de var til stede men alligevel langt væk. Som en stimuleret orgasme.
“Må jeg lige stille et requestion? Hvorfor er du egentlig herinde?”, spurgte elefanten.
“Jo, min cd-optager var gået i stykker”, græd stodderen, “Pisseærgerligt, faktisk – den var indianisk!”.
“Så den havde en vis infektionsværdi?”, sagde elefanten smigrende. “Just præcis”, græd stodderen videre, “Og nu står jeg her, ved køledisken, og overvejer at købe ind til roastbeef med rodfrugt eller rodpeber eller peberrod. Ja, jeg ved sgu ikke hvad jeg skal vælge. Der er fordele og udele ved alt!”
Elefanten tænkte sig lidt om mens han pressede sit ene ben ned i en bakke leverpostej. Pludselig bredte der sig et smil på hans læber. “Køb da en tamburin, mand!!!”, rungede det i supermarkedet. “Den er skidesjov at hoppe på, når du først har sat den op i haven!”
Stodderen rettede sig op, stak elefanten et par på skrinet og skreg: “Jeg kan sgu da ikke sætte en tamburin op i haven, når det blæser sådan derude! Hvad tænker du dog på???”
Elefanten faldt tungt til jorden og da han kom til sig selv, tog han halen mellem benene. Bum! Væk var han.
Siden den efterårsdag har ingen set ham. Efter sigende har han iført sig en kremoflagedragt. For han tør ikke møde stodderen mere. Ihvertfald ikke før stodderen har fundet sig en ny cd-optager!
Og hvor JEG ved alt det her fra? Jo, jeg ligger tit i køledisken. Her kan jeg holde øje med om folk stjæler eller kommer op at slås…
