Der var stor opstandelse blandt højtidssangene. Alt for længe havde de ikke levet op til deres potentiale. Folk sang dem simpelthen ikke til ende mere. Det var ikke sket over nat, men gennem flere års forgæves kulturkamp. Måske var det blot en naturlig del af livets foranderlighed, men alligevel. Hvad i alverden skulle sangene stille op med alle de vers, hvis ingen sang dem?
Der var kaldt til møde hos Salmebogen. En noget bitter pille at sluge for Højskolesangbogen, men de kunne jo ikke være to steder på én gang. Stort set alle kom. Kun sange som ”Og nu’ det jul igen” og “Der er et yndigt land” dukkede ikke op. De havde ikke mærket nogen ændring og var for det meste sig selv så nærmest, at de altid foreslog sig selv som fællessang til disse møder.
“Vær velkommen, Herrens år” var ordstyrer over det timelange møde og kunne til sidst konkludere:
”Vi er så enige om en generalstrejke! Ingen må synges i et år og dét selvom små børn går grædende i seng juleaften, alle landskampe indledes med tavshed eller at jeg ikke ledsager champagnepropper nytårsaften.”
Der var selvfølgelig en risiko for, at udenlandske sange overtog arbejdet. Men det var en risiko som var værd at tage. Alle håbede, at danskerne ville forstå alvoren og begynde at øve sig.
For en sikkerheds skyld blev der vedtaget en alternativ handlingsplan. Hvis generalstrejken mislykkedes, skulle alle sange overveje hvilke vers der skulle skæres væk. Specielt ”Sneflokke kommer vrimlende”, ”Altid frejdig når du går”, ”Et barn er født i Bethlehem” og ”Sikken voldsom trængsel og alarm” var noget tilbageholdende ved denne løsning. De havde tit haft interne kampe mellem versene og en ordkrig havde længe ligget lurende i horisonten. Men eftersom de var i mindretal, fandt de kammertonen frem og indordnede sig i den demokratiske process.
Tiden gik og juleaften oprandt. Der blev forbavsende stille i de danske hjem. Kun enkelte steder hørtes små forgæves tilløb til ”Silent Night”. Ellers hørtes blot lidt vejrtrækninger, støvletramp og sukken. Sangenes skæbnekamp var begyndt…
Og hvad der ellers skete? Ja, det ved kun forfatteren. Og han holder jul. Måske tavs. Måske syngende. Eventyr har det med at overraske!
