Der herskede en nærmest andægtig ro i det ganske land. Selvom vinteren nærmede sig og kulden hviskede sit komme, var gaderne befærdet med mennesker som var det en mild sommerdag. Kiggede man folk i øjnene, så det ud som om de netop var blevet udrenset af sygdom eller gæld.
De virkede simpelthen forløste og glade.
Forsøget med den flimrefrie uge var næsten til ende. I syv dage havde Danmark været styret hårdt af en tanke der kun kunne blive til handling via formynderi. Ja, modstandere havde kaldt det det rene diktatur selvom et flertal i folketinget havde besluttet det. Og ja, det var vel en slags overgreb på frihedsbegrebet. Og dog var det friheden de søgte.
Et halvt år forinden havde nogle visionære politikere og ngo’er begyndt at sætte stilheden eller rettere sagt, den indre ro, på dagsordenen. I begyndelsen blev der rystet på hovedet af dem, men efterhånden fik de mere vind i sejlet og flere og flere kunne se – eller forestille sig – en uge uden internet, sociale media, konstante nyheder, vejrudsigter, meningsmålinger og analytiske eksperters ofte misvisende udsagn. Kun én gang om dagen skulle en times nyhedsudsendelser udsendes. Resten af tiden skulle befolkningen overlades til sig selv!
Nu var det så lov. En eksperimentel lov. Et forsøg på et kunstigt åndedræt til sjælen og sindsroen. Selvfølgelig ikke mere blåøjet end at befolkningen kunne vende tilbage til den hæsblæsende dagligdag igen bagefter. Formålet var ikke at omstyrte samfundet, men at minde alle om, at de nære menneskelige relationer var ved at gå til i verdens larm. Lidt som under energikrisen hvor man havde bilfri søndage af nød, men så sandelig også for at symbolisere en problematik som landet måtte forholde sig til.
Nu vandrede folk i gaderne, hilste på hinanden. Lidt på samme måde som under en snestorm hvor alt bare ikke er som det plejer at være. Simpelthen fordi omstændighederne sætter dagsordenen som er, at der bare ikke er nogen dagsorden. En mild form for anarki.
Mennesker så hinanden i et nyt lys. Ja, der var endda mange som slet ikke kunne vente til næste år og overraskende nok, var det tabet af vejrudsigter som skabte størst indtryk. Man var begyndt at se på himmelen og mærke efter. Som om livet nu tvang dem til at leve og håbe.
Håbe på bedre vejr, naturligvis…
