Det sagdes om Pylle: hun er så betænksom
At alle hun kender, bekymres hun om
Fra morgen til aften, hun ængstede livet
Ikke sit eget, men andres fik dom
“De lever forkert, taler kun om at eje
Men kærlighed kan ikke købes for guld
De nedprioriterer og det der er værre
De stresser mig og gør mig byrdefuld”
Pylle blev ved med at korse og dømme
Det satte sig som et mavesår
“Ak ja, det er takken for sådan at ville
En verden af lykke og helt uden skår”
Da skete der dét, at det pluds’lig blev vinter
Og folk gik og smittede vira og flu
“Nu vælter det hele, mor Jord destruerer”
Hun jamrede, Pylle, det bedste hun ku’
Men smittet, det blev Pylle faktisk slet ikke
Hun ængstede kun og jamred’ sin nød
Det satte sig fast som en prop midt i hjertet
En vintermorgen blev hun fundet død
Så hvad er moralen med denne historie
Hvad kan vi lære om ængsteligt sind?
Bekymring er faktisk slet ikke så farlig
Når blot det ikke går over gevind!
