Der var guld i grønne skove
Da jeg listede derind
Tænk at dyrene ku sove
I det sære måneskin
Mine øjne var som blændet
Mine ben var som gele
Men ret hurtigt fik jeg vænnet
Mig til sommernattens sne
Der gik ugler rundt på bunden
Af skovens fundament
Sære gloser skød fra munden
De var alle venligt stemt
Da jeg satte mig ved stammen
Af den store gamle bøg
Fik vi snakket længe sammen
Om at leve, om at dø
Flere dyr kom frem i natten
For at blande sig i snak
Der var snoen, der var katten
Og en spætte med et hak
De forstod alt hvad jeg sagde
Og jeg kunne deres sprog
Selv en rå med dobbelthage
Var forbandet meget klog
Men da morgensolens stråler
Skød som lyn i denne skov
Blev jeg mat om mine såler
Og blev ør som om jeg sov
Først da månen fandt sin stige
Og fik kravlet op igen
Ku jeg høre uglen sige:
”Lad os snakke lidt, min ven”
