Vidunderbarnet fra Belgien
Sad fast i trafikken
Og hele verden så på
Mens hun var fixeret
For ingen
Absolut ingen
Kunne se livet gå videre
Uden det hun kunne
Hun bandede og svovlede
Det var første gang
Nogensinde
At sådan noget
Var røget ud af hendes vidundermund
Alt stod stille
Verden stod stille
Men vreden stod ikke stille
Den spredte sig fra hendes hals
Via svælget
Forbi tænder og læber
Sagde jeg verden stod stille
Det gjorde jeg og verden stod urokkeligt fast
Men lyden stod ikke stille
Vreden startede som grimme ord
Meget grimme ord
Virkelig usle ord
De flød som en lind strøm
Som en sort flod af bræk
Ud mellem biler, mennesker
Cyklister, fodgængere, ordensmagten
Dyr, maskiner og højhuse
Og kunne simpelthen ikke vaskes væk
Som at se en måge midt i et olieudslip
Nu begyndte enkelte i nærheden
At bede vidunderbarnet om
At holde sin kæft
Først i en sober tone
Men da flere begyndte at drukne
I vocabolario vomitus
Stod det krystalklart
At – vidunderbarn eller ej
At – om verden ville blive et ringere sted
Uden hende
At -det var enten dem eller orddøden
Så brugte de ikke kun
Mod r å b
De forsøgte nu i mod v æ r g e
At lukke hendes mund
Hermetisk
For ingen var i tvivl mere
Vi mister måske en Rembrandt
En Mozart
Einstein
Et unikum
Men vi trækker dog vejret
Samtlige mennesker
Og ikke mindst
Ordensmagten
Kastede sig mod hende
Mens hun skreg videre
Videreunderbarnet
Og der gik en rum tid
Før alt blev stille
Floden trak sig tilbage
Til hendes mund
Tænder og tunge og svælg
Og da druknede hun
I sine egne ord
Der blev stille
Livet gik videre
Uden hende
Og efter noget tid
Dage
Uger
År
Kunne ingen huske
Hvad der dog var
Vidunderligt
Ved hende der
Vidunderbarnet fra Belgien
