Parkeringsvagten Peter er en ørn til det med bøder
Han skyder dem afsted til alle som han møder
Om det så er Paven eller en murer med en balje
Så får de læst og skrevet til den store guldmedalje
En dame på en cykel: for at vrikke med popoen
Det går bare ikke at ødelægge roen!
Den sorte kat på vejen: for det uheld den leverer
Så den må blive stående og ikke obstruere!
Et nyforelsket par: for at kysse midt på gaden
Hvis sådan noget smitter, ja så har vi jo balladen!
En due og en flue: for at flyve rundt med vinger
Dét gør Peter sur og hans stemme bliver skinger!
En dreng på vej i skole: for at fløjte efter piger
Vi kan ikke ha den slags ungdomsfløjterier!
En mor med barnevogn: for at stå og dikkedikke
Hvad tænker hun dog på, den fødestue-krikke?
Peter eksploderer med sin bødeblok og råber:
”Al den anarki, alt for mange tåber!”
Men han bliver rolig efter ganske få minutter
Ikke mer’ papir: arbejdsdagen slutter!