Menu

23/2024 KLOKKEN 7.30

<< tilbage

Til tider henter jeg børn

Og kører dem i skole

 

Kender dem ikke

 

Holder ved en ukendt adresse

Klokken 7.30 om morgenen

Det regner

 

Så kommer der en lille pige ud

Så kommer der en lidt større dreng ud

Så kommer der en mor ud

Sætter sig ind i bilen

 

De siger ikke noget

Jeg er også tavs

Nå ja, vi smiler da til hinanden

Nogle gange siger vi “Godmorgen”

Nogle gange udbryder vi “Hej, sikken et vejr”

Nogle gange nyser en af os

Nogle gange bliver der sagt “Prosit”

 

Så begynder jeg at køre

Kan mærke spændingen

Den hænger i luften sammen med duggen

 

Ungerne glæder sig til at komme i skole

Ikke for at lære noget

Ikke for at vise sig overfor de andre

Ikke for at mobbe

Ikke for at blive til noget

Men for at være noget

For andre

For at mærke samvær

Blive et bedre menneske

 

Vi sidder dér i bilen

Kigger ud i mørket

Ser på de andre ude i trafikken

På vej til skolen

 

Da vi nærmer os skolen

Støder vi ind i en bilkø

Af samme biler som den vi sidder i

 

Hvor der sidder to børn, en mor og mig

 

Hentet på en ukendt adresse

Klokken 7.30

 

Det ser ud til at de heller ikke snakker sammen

De få gange jeg får øjenkontakt

Lyser deres øjne med samme forventning

Som de øjne der kigger ud

Fra min bil

 

Håb

 

Det er svært at finde en parkeringsplads

Men det lykkes

Bilerne holder i tomgang

Ud træder en mor, en pige, en dreng

I bilerne sidder jeg

 

Vinduerne dugger

Det regner

Gad vide om vi alle skal tilbage

Til dér hvor jeg bor?

 

Der går ikke længe

Så kommer en mor ud

En mor mere

Så vælter det ud med mødre

Som sætter sig ind

Som vil køres hjem

 

Jeg lader bilen overgive sig til vejen

Det regner så meget

At der er aquaplaning

Men det gør ikke noget

 

For så sejler vi bare

En armada af mænd og mødre

 

Lægger til ved Netto

Mødrene går ind

Med mulepose i hånd

 

Jeg sidder og kigger rundt på mig selv

Tiden går

Tegner hjerter på de duggede vinduer

Fodrer de fisk som svømmer forbi

Indtil Moderbevægelsen vender tilbage

Til Moderskibet

Med Moderpose i hånd

 

Så går turen ellers tilbage

Til den ukendte adresse

Bilen tømmes for indkøb og moderlighed

Et enkelt glemt penalhus

Av, en af ungerne har glemt deres penalhus

 

Men det gør ikke noget

 

Vi ses jo i morgen igen

Klokken 7.30

Samme bil

Samme sted

 

Og måske bliver det regn…

ADHD-FABRIKKEN SPØRGER