Man starter med et hvidt papir
Og tanker om et emne
Man har det som en ny fakir
Som kigger lidt forstem’nde
På søm der stritter giftigt op
Og muligvis kan stikke
Så slubrer man af kaffekop
Og lader lortet ligge
Så tænker man igen på ting
Som burde debateres
Og håber på, med hiv og sving
At noget kan formeres
Men det er ikke nemt at få
Gravide til at føde
Når veerne er alt for små
Til livets stævnemøde
Det knirker og det knager i
Den gamle brugte hjerne
Mens poesiens bageri
Dufter i det fjerne
Så pludselig, som et stjerneskud
Kommer der en sætning
Den blæser hele hjernen ud
Og væk er gråd og gætning
Nu kører det på hvidt papir
Med alt hvad den kan trække
Helt glemt er tanker om fakir
Og hån fra første række
Man skriver og man sletter med
En fart som virker manisk
Og sender ord på ord afsted
Så det blir helt organisk
Så læser man hvad skrevet står
Og tænker, ”den er hjemme!”
Så slubrer man en kaffetår
Og rømmer på sin stemme:
”Endnu et digt er sat på spil
Og klar til andres øjne”
Ja, det må gå som det nu vil
Med sandheder og løgne!
