Transformationen starter så stille
Lyde og farver ændrer sig lydløst
Og alt hvad der før var en platform
Er nu en rampe der skal sættes af fra
For skibet skal sejle i nat
Eller snart, i det mindste
Du går rundt i din celle
Her, hvor du var indespærret i årevis
Men den skal overtages af andre
Og dit tilhørsforhold er i opbrud
Der er stadig lænker om fødderne
Så alle skridt er tunge og rastløse
Og det rasler når du går
Et spøgelse på limbo-vandring
El Camino
Målet svæver i det fjerne
Og du er dig selv nærmest
Nærmest ligegyldig
Nærmest apatisk
Nærmest rundtosset
Nærmest vanvittig
Transformatorstationens gnistren
Minder dig om, at du stadig er i live
Og denne lyd
Som har gjort dig mere eller mindre vanvittig
Skal du forlade
Som havde du boet på en øde ø i årevis
Med de konstante eksplosioner fra brændingen
Brændt fast i krop og sjæl
Der er ikke meget at råbe hurra for
Selv folks velmente opmuntringer
Virker nedmuntrende og stressende
Så du trækker sig tilbage til hjørnet af cellen
Her hvor du er hjemmevant
Her hvor smerten dulmer
Den velkendte følelse
Af kaos
Det sværeste ved transformation
Er at træde væk fra status quo
Og forlade dig selv!
