Menu

191/2016 – HARE KRISHNA

<< tilbage

En grå lille hare kom springende ind
I haven en morgenstund
Jeg sad på terrassen og aede min kind
Ret tæt på min læbe og mund

Jeg snakkede med den om livet og alt
Det andet som hændeligt sker
Så skete det sære, at samtalen faldt
På genfødsel, tro og det dér

Den spurgte om ikke jeg havde en god
Saks i en skuffe et sted
Eller en trimmer, så vidt den forstod
Var jeg vant til at barbere en ged

Jeg anede straks, at dens tro var så stærk
At ingen fornuft trængte ind
Så jeg hentede trimmer og gik så bersærk
At haren til sidst kun var skind

Nej, hvor den jublede, råbte og skreg
Nej, hvor den hare blev glad
Den dansede rundt og spurgte så mig
Om jeg havde lidt ekstra mad

Jeg kogte et riskorn, som jeg delte i to
Og vi sad med en gaffel i hånd
Mens vi smaskede, gnaskede, talte og lo
Om guruer, skæbne og ånd

Så fandt jeg et klæde til min skaldede ven,
Orange, som den ku ta med
Vi lyttede til George Harrison, men
Den havde travlt, sku afsted

Pas på, der’ en Hare Krishna på vej
Et løsgående orange missil
Mødes I, så tag og hils den fra mig
Eller dyt, hvis du er i en bil!

This is my life

Ønsk din favoritsang med Kim Larsen