Der fosser blod ud af kroppen
Langsomt, men sikkert
Det røde gulvtæppe vokser sig større
Og større
Handlingslammet sidder han og ser på
Alt i mens hovedet bliver tungere
Energien har forladt ham
Klarsynet er grumset
Som en kaptajn
Ser han sit skib
Ligge grundstødt i det røde hav
Og det synker
Forbandet langsomt
Og det hælder
Forbandet langsomt
Ingen hører hans SOS
Forbindelsen er afbrudt
Af en elektrisk storm
Skæbnen er helt hans egen
Enten
Forgår han i blodrusen
Eller
Kæmper sig i land
Problemet er bare:
Intet land er i sigte!
Blodet størkner ikke
Men fortsætter med at sive
Ud
Væk
Fra ham
Og vil ende med at opsluge ham
For han sidder bare og iagttager
Sin egen undergang
Smagen af jern
Har han vænnet sig til
Duften af iltmangel
Har han vænnet sig til
Smertehelvedet
Har han vænnet sig til
Han sidder som en fastspændt fange
I den elektriske stol
Og venter på afgang
Venter på at knække sammen
Og falde forover
Ned i de røde og hvide blodlegemer
For til sidst
At blive ét
Med sig selv
Hvor er verden dog smuk…
