Tre år før jeg kom til verden, forlod Harald Bergstedt den. Harald var journalist og forfatter. Du kender ham måske ikke af navn, men nogle få digte fra hans hånd må du have fået ind med modermælken:
”Solen er så rød, mor”
”Jeg ved en lærkerede”
”Hør den lille stær”
Jeg har altid været fascineret af førstnævnte sang. Ikke kun teksten, men også melodien skrevet af Carl Nielsen. Stemningen i sangen er så smuk, faretruende og ængstelig. Og hvordan kan noget så fantastisk laves? Hvad tænkte de to herrer, da de fandt på sangen? Hvem var de to herrer egentlig?
Overraskelsen var stor, da jeg fandt ud af, at Harald, i 1946, blev idømt to års fængsel for landsskadelig virksomhed. Under besættelsen havde han meldt sig ind i DNSAP og skrevet for den nationalsocialistiske avis, Fædrelandet!
Hvordan kunne denne mand skrive noget så smukt og samtidig være draget af noget så brutalt?
Det er så her, jeg bliver endnu mere nysgerrig. For jeg prøver at finde et ståsted i dagens debat. Om hvad vi må sige, gøre og mene. Der er desværre en tendens til at alt skal være rent. Den frie vilje holdes nede i godhedens tegn. Og træder du forkert, så sprænger vejsidebomben. Tænker på ordet ”neger” som pludselig er blevet omdrejningspunkt i en hed debat. Et ord som stammer fra en fortid hvor vi nærmest besvimede på gaden, hvis en mørk glødet mand gik forbi os. Kineserne var gule og indianerne var røde. Et firkantet og kolonistisk syn på verden, udsprunget af et samfund, bygget op på undertrykkelse af fremmede lande. Ikke et samfund jeg bryder mig om eller er stolt af at have i mit dna. Men dog en virkelighed der var!
Over flere år, har lande, i godhedens navn, ændret på litterære værker. Hergé, Astrid Lindgren og Harald H. Lund er blevet omskrevet, for ikke at såre nogen:
Tintin i Congo, den hvide negerhøvding
Pippi Langstrømpes far, negerkongen
Elefantens legetøj, negerranglen
En meget smuk tanke. Men i virkeligheden ekstremt skræmmende. For hvor går grænsen? Vil vi, i vores stræben efter retfærdighed, ikke komme til at omskrive historien og fratage kommende generationer muligheden for at lære af fortidens fejltagelser. Er det ikke netop vigtigt, at vi bliver mindet om slaveriet og racehygiejne, så vi ikke ender i samme situation igen?
Og hvor går grænsen egentlig?
Skal vi gå videre i vores korstog og kigge ophavsmændene efter i sømmene? Bør vi så ikke fjerne den kunst som blev lavet af de forkerte meningers mænd og kvinder? For eksempel Bergstedts kunst. Kan vi virkelig fælde en dejlig tåre til sange om lærkereder og den røde sol? Det er jo børn som synger sangene. Vores fremtid. De fyldes af hjertevarme over noget en nazist skrev. Og når han ikke skrev disse tekster, skrev han hyldestdigte til Hitler!!!
Eller skal vi acceptere, at der ikke er langt fra det geniale til det sindssyge. Forstå nuancer. Tilgive. Tilbageskue i håbet på at forstå? Og er det ikke netop friktion som skaber fremdrift? Censur er noget af det farligste der findes. Selvcencur endnu farligere. For det betyder at vi er underlagt et meningstyrani, skabt af masserne eller folkestyret. Vi må kunne skabe en verden, hvor der er plads til alle. Selvfølgelig en ret naiv tanke, men dog et udgangspunkt.
Tilbage til Harald Bergstedt. Og frygten for at miste samtidskunsten. Fra afslutningen af 2. Verdenskrig og frem til 1963 var hans sange i karantæne og måtte ikke spilles i Danmarks Radio. Et bevis på, at dagens debat ikke udspringer af ingenting. Vi har været her før. Og rundt omkring i verden fjernes monumenter, tekster, malerier, tegninger, skulpturer, sange og film. I den gode sags tjeneste. For at vi ikke skal se på noget vi ikke kan lide. Os selv, måske?
Vinderen skriver historien, siges det. Jeg er bange for, at det i virkeligheden betyder:
Vinderen omskriver historien!
