Der står du
Min haves fængselsmur
Det synlige tegn på ejerskab
Foranderligt
Og dog
Flytter du dig ikke sådan bare
Uden videre
Alt imens den lave sol og kolde blæst
Fortærer dig
Bliver du bare stående
Og finder dig i regn, sne og slud
Du er nøgen og brunlig
Et sølle skelet
Men alligevel skellet
Som om du nægter at overgive dig
Til det kolde bæst
Det bliver forår
Og du mærker kroppen kilde
Du får knopper
Ikke over noget
Du får bare knopper
Spændstige og bristefærdige
Knopper
Der eksploderer i en blitz ud over dig
En organisk orgasme
Ud kommer blade
Og nyfødte farver
Det håbefulde grønne tager bo i dig
Ligesom fugle
Og deres reder
Der oprettes små fødestuer
Du finder dig i de skrigende pip
Og blafren rundt i dit indre
Du er arnestedet
For forårets flirt med sommeren
Og dine grene bliver svage
For lange
Begynder at bukke under
For den bladvægt der tynger dig
Du bliver skamferet og klippes lige
For sådan er vi mennesker jo indrettet
Men fortsætter din evige strittende voksen
Vel vidende
At skægtrimmeren kommer på besøg igen
Du er ligeglad
Man kan ikke kue dig
Ikke en gang når efteråret banker på
Og du bliver bleg som solen
Og du dør en smule
Men kun en smule
Du er jo ukuelig
Måske fordi
Verden ville se gold og øde ud
Hvis du, dine brødre og søstre
Generation efter generation
Ikke fyldte horisonten ud
Og skabte de enklaver
De brydninger i lyset
Som vi allesammen elsker
Du skal vide
At jeg holder øje med dig
Og alt hvad der foregår
Bag ved hækken
Bag ved dig
Kan du se at jeg kigger?
