Lasternes hule står udækket åben
Folk vandrer rundt, kun de få vandrer ind
Falder i svime
Falder i tale
Under det ætsende måneskin
Manden har stadig kvinden i hånden
De trækker håbløst hver deres vej
Han vil derind
Hun vil det ikke
Månens ansigt er udtryksløst bleg
Begges arme blir længere og længere
Smerten er næsten for skrigende stærk
Lasternes hule
Ukendte veje
Månen vibrerer og går bersærk
Armene er nu som to lange slanger
Den gordiske svulst har vokset sig stor
Han vil derind
Hun vil det ikke
Månen stråler sit gulgrønne klor
Dér ligger de begge og gisper i mørket
Strandet, forbandet, de måtte jo dø
Natten er stille
Dog kun næsten
Med næbet mod månen kukker en gøg
