Fisken Farouk i en sølvfarvet våddragt
Svømmede rundt, nærmest i afmagt
Væk var det gode humør han var kendt for
En sur lille knap havde nogen vist tændt for
Her på det sidste var ”vand” blevet mere
End fisken Farouk egentlig kunne kapere
Han havde simpelthen fået spat
Af bobler, mudder og alt det pjat
Han trængte til vinden i træernes blade
Cykle en tur i en ensrettet gade
Spise med kniv og gaffel og ske
Tale fortroligt, hviske og le
Fisken Farouk tænkte virkelig længe
Og glemte helt at bande og vrænge
Han tog en beslutning en fisk sjældent prøver
Og sprang op af vandet som en flygtende røver
Han landede tungt, vel nærmest på ryggen
Dér lå han i solen, ikke i skyggen
Langsomt og sikkert fordampede vandet
Det vand som fisken Farouk havde forbandet
Problemet var blot at fisk ej har lunger
Og gællernes snappen blev tunger’ og tunger’
Der strålede rædsel fra to små pupiller
Da sandheden kom som en tåre der triller
På breden ved åen ligger Farouk
Stille og livløs og uden et suk
Hans drøm var for stor, den løb ud i sandet
Bare fordi han fik spat af vandet
