Menu

131/2016 – HÆKKEBREVET

<< tilbage

Der står du
Min haves fængselsmur
Det synlige tegn på ejerskab
Foranderligt
Og dog
Flytter du dig ikke sådan bare
Uden videre

Alt imens den lave sol og kolde blæst
Fortærer dig
Bliver du bare stående
Og finder dig i regn, sne og slud
Du er nøgen og brunlig
Et sølle skelet
Men alligevel skellet
Som om du nægter at overgive dig
Til det kolde bæst

Det bliver forår
Og du mærker kroppen kilde
Du får knopper
Ikke over noget
Du får bare knopper
Spændstige og bristefærdige
Knopper
Der eksploderer i en blitz ud over dig

En organisk orgasme

Ud kommer blade
Og nyfødte farver
Det håbefulde grønne tager bo i dig
Ligesom fugle
Og deres reder
Der oprettes små fødestuer
Du finder dig i de skrigende pip
Og blafren rundt i dit indre

Du er arnestedet
For forårets flirt med sommeren
Og dine grene bliver svage
For lange
Begynder at bukke under
For den bladvægt der tynger dig

Du bliver skamferet og klippes lige
For sådan er vi mennesker jo indrettet
Men fortsætter din evige strittende voksen
Vel vidende
At skægtrimmeren kommer på besøg igen
Du er ligeglad
Man kan ikke kue dig

Ikke en gang når efteråret banker på
Og du bliver bleg som solen
Og du dør en smule
Men kun en smule
Du er jo ukuelig

Måske fordi
Verden ville se gold og øde ud
Hvis du, dine brødre og søstre
Generation efter generation
Ikke fyldte horisonten ud
Og skabte de enklaver
De brydninger i lyset
Som vi allesammen elsker

Du skal vide
At jeg holder øje med dig
Og alt hvad der foregår
Bag ved hækken
Bag ved dig

Kan du se at jeg kigger?

Vil du sige noget..?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Er du en robot..? *

SE MERE OM
"MIT LIV ER ALLES"
PERRON.DK