Menu

107/2016 – TRE SOLSORTE OG EN DUE

<< tilbage

To trætte øjne
Kigger på haven
Blikket er dystert og en smule paranoid
Tre solsorte har omringet manden med øjnene
Deres gule næb narrer ham ikke
Det ser sødt ud
Men alt andet på disse solsorte
Er sort

De hopper rundt
Flagrer lidt med vingerne
Og de signalerer helt sikkert til hinanden
Kan han se
Her er tale om besiddelse af haven
Hvem bestemmer egentlig her?

Han kunne nemt sparke dem ad helvede til
Men det er en umulig kamp
For de er satans hurtige
Og noget kvikkere
End hans to trætte øjne

De kvidrer også
Ja, de er regnet ud
Gad vide om de er i gang med en sammensværgelse
Pip pip
Dræb dræb

Forbandede fjerklædte lejemordere

Den ene solsort står få meter fra manden
Med to ben i fuglebadet
Det ser jo sødt ud
Men han ved bedre
Måske tisser den i vandet
Og håber at manden vil drikke det senere

Har du forresten nogensinde set
En fugl
Tisse???

Hov, nu kommer den anden solsort
Springende over plænen
Suk, hvor sødt
Den lader som om der er en regnorm
Nede i jorden
På vej op
Mod den sikre undergang
Men det ene øje flakker
Og vender sig mod
De to trætte øjne
Og en hurtig chance for et spiddende angreb
På en træt mand

Han er på vagt

Gider I lige slappe af
Med jeres laden-som-ingenting?

Fandens, nu sidder en due oppe i træet
Og klukker ud mod resten af Hitchcocks hær
Man skulle have en kvidre-ordbog
Knække koden
På det de siger

Fortabt
To trætte øjne lukker sig
Afventer angreb
Fra tre solsorte og en due

Forbandede forårsmorgen

Vil du sige noget..?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Er du en robot..? *

SE MERE OM
"MIT LIV ER ALLES"
PERRON.DK